Han vokser så meget i det øjeblik.

Jeg lader være med at skrige.

Han holder et øjeblik fast om mig. Mest for at holde balancen. Med stærke, store arme.
Til flimmeret er faldet.

Jeg forlader humpende laden, og prøver at huske hvilken vej vi kom fra.

Men der ligger min sko. Jeg orkede ikke hente den og bryde øjeblikket, da vi hastede hen over gården, og jeg kom til at træde ud af den.

Jeg fortsætter i vores fodspor ud over marken og samler mit bælte op, som næsten ikke fik noget mudder på sig, da ham kastede det fra sig. Derude står hesten stadig så underligt forladt, som om den ikke havde fantasi til at fortsætte videre selv.

Jeg nærmer mig den langsomt. Min bluse ligger stadig hen over saddelen oven på hans. Jeg stikker min næse ned i stoffet, og den brusende sensation i min mave får mig til at beslutte at tage hans bluse på også. Nu er det pludselig ikke helt så varmt, som da han besluttede sig for at tage den af og blotte sit solbrændte, arbejdstrænede bryst, mens han trak mig rundt på marken. Og jeg også fik det så varmt deroppe på hesten, at jeg måtte køle min hvide og meget mindre overkrop også.

Jeg lægger min hånd på hestens side og genkalder mig følelsen af muskler mellem mine ben og hans stærke hænder om mine hofter, der løfter mig af og ned til ham.

Bussen holder og venter på mig oppe ved vejen. Jeg er den sidste, og min klasselærer siger ikke noget, men stirrer misbilligende på uret, da jeg går forbi ham op i bussen. Lige nu går mine klassekammeraters ulidelige støj mig ikke på.

Ud af vinduet gransker jeg skiltet ved vejen: "BESØGSBONDEGÅRD - oplev hverdagen på landet"

Da de mange hestekræfter begynder at brumme under mit sæde, og mens vi bumper tilbage mod byen, kan jeg stadig mærke den salige fornemmelse af ham i mig dernede, som om jeg stadig sidder på hans bumpende skød, i laden, uden at sige en lyd.

---