Pludselig er jeg rigtig meget til stede og uhyrligt fokuseret. Den sidste halve time har jeg ellers opført mig meget tvivlende og utvivlsomt også temmelig arrogant. Vi er tilpas mange dage inde i sommerlejrens forløb til, at vi har dannet alle vores kliker, og stik mod sommerlejrledelsens urimeligt positive forventninger til os opfører vi os ikke som et solidarisk og begejstret publikum til denne aftens åbne sceneoptræden. Vores dom er klar - de der hip-hop-typer hører i hvert fald slet ikke til på en kreativ sommerlejr. Alle os på dramaholdet er enige om, at det der hold i hip-hop-dans er en stor fejl, for det inviterer en hel gruppe med på lejren, som er lige netop de typer, alle os andre normalt har travlt med at gemme os for eller få tæsk af i skolegården. Og nu vil de endda også invadere vores sommerlejr. Det huer os ikke.

Heldigvis er de totalt dårlige. De kommer på i små hold, og den evige idé med deres act er åbenbart at komme ind på scenen med en totalt påtaget attitude af smartness, og så dels lave synkroniserede moves, og dels skiftes til at gå frem og lave blærerøvstricks, snurre rundt, stå på hovedet på én hånd og alt det. Men de fleste kan ikke holde takten og balancen og falder totalt igennem. Os på dramaholdet viser vi vores foragt ved at vende ryggen til, tale højt om noget andet og grine når de falder. Så kan de lære det. At her er det nørderne, der er de seje.

Men så kommer DE på scenen, og mine øjne bliver pludselig flået derhen af en mystisk ukendt kraft. Det er utroligt. DE er to fyre, der kommer ind på scenen og grangiveligt nu vil give sig i kast med samme meningsløse rutine som alle de andre før dem. Men dette er anderledes. Deres attitude er derimod bare fuldstændig ægte. De kropsligør coolness, som de rytmisk slentrer ind i deres store slasketøj med kasketter, der på en uforklarlig måde sidder originalt.

De er enten omkring et år ældre end mig, eller også er de jævnaldrende men virker bare store, fordi deres attitude er rodfæstet solidt helt nede omkring navlen, og ikke som med alle os andre bare en skal, der rasler afslørende uden på huden.

Hvis man ikke så efter så nær, som jeg gør nu, så ville man først tro, at de er tvillinger. De har den samme højde og bygning og nøddebrune hårfarve og korte hår, og de har det samme flabede udtryk klistret til deres store læber. Men en detaljeundersøgelse gør det alligevel hurtigt klart, at de er for forskellige til at være tvillinger.

Og så går de i gang. Første session er en synkroniseret serie, og de får det til at se ud, som om den ene tænker den bevægelse, den anden samtidig udfører. Det er vanvittigt, men der er ikke en finger at sætte på det. Hele det lidt lunkne publikum er med et forvandlet til en hujende fanskare, og jeg kan mærke, hvordan min krop af sig selv sætter sig i bevægelse og lader sig fragte gennem publikum op mod scenekanten.

De bevæger sig over i deres næste session, hvor de skiftes til at udføre akrobatiske moves til musikken, og det er utroligt. Det ene trick er bedre end det andet, og man tror det er umuligt, at netop dette kan blive overgået af det næste. Men så snurrer de, står på hovedet, står på én hånd på hovedet, springer bagover osv., osv, osv. Alt sammen i perfekt rytmik til musikken. Det vildeste er, at hver gang de står på hænder, hoved eller andet, så glider deres store bluser ned, og jeg føler det hver gang, som om et kraftigt stroboskoplys eksploderer lige i hovedet på mig.

Jeg fatter ikke, at det er muligt for fyre på vores alder at se sådan ud. De fleste af os andre kæmper stadig med at smide den sidste rest af hvalpefedtet, men de er slanke og muskuløse til en grad af perfektion, det faktisk ikke er muligt at sætte ord på. De ligner egentlig sådan nogle meget små drenge, hvor man bare lige har hevet lidt i dem og fået hver eneste muskel til at fremstå markeret og boblende. Er de computeranimerede, eller hvad?

Deres nummer ender og de bukker lidt overlegent og dog ærbødigt for den jubellykkeligt hujende skare. De har fuldstændigt erobret rummet. Jeg burde hade dem mest af alt, men også jeg føler en trang til at bøje mig i støvet for dem.

Og så bemærker jeg noget - i bare et milisekund. De kigger storsmilende på hinanden, og den ene af dem ser ud til at følge en underlig impuls efter at gribe den andens hånd. Han ombestemmer sig igen, men når lige præcis at strejfe den andens hånd, og det er som om de begge et kort sekund ligesom stivner en smule i musklerne. En fornemmelse, en form for genkendelse gipper i mit mellemgulv, og selv efter de går af scenen og bevæger sig ud i festen og den fortsatte tilbedelse af deres overlegenhed, kan jeg ikke lade være med at holde øje med dem. Efter mere af det samme. Tegn.

Det er ikke noget, jeg egentlig ønsker at gøre. Allerhelst ville jeg nok bare gerne glemme dem igen og fokusere på min rolle i det stykke, vi er ved at sætte op på kort tid. Det kræver, at vi øver os vildt meget. Og faktisk er det ikke så nemt. Jeg ville ønske, jeg helt ærligt kunne sige, at jeg er et fantastisk skuespillernaturtalent. Men det er svært for mig. Jeg ved det godt - jeg tænker alt for meget over det. Min underviser bliver ved med at sige til mig, at jeg er for forkrampet. At jeg ikke er naturlig. At det ser ud som om min krop kæmper alt for meget for at slappe af på scenen. Jo mere han siger det, jo mere udvikler jeg mig til én stor forkrampet muskelspasme foran alle de andre.

Alligevel bliver mine tanker og øjne i de kommende dage ved med at søge over mod dem, hver gang jeg befinder mig i det samme område. Jeg scanner dem konstant - især de små stumme afsløringer, når jeg bilder mig ind, deres kroppe forråder dem. Det er naturligvis muligt, det bare skyldes, at de er vant til at arbejde så meget sammen. Men jeg tror nu noget andet. Kom ikke og sig, jeg ikke har været på kursus i teater og kropssprog. Deres kroppe ligesom konstant orienterer sig efter hinanden, som om der grundlæggende ikke er andre kroppe i hele verden, man kan forholde sig til - og så hele tiden de der lidt underlige små berøringer, som hurtigt bliver trukket tilbage igen, men som alligevel ligesom stadig hænger i luften mellem dem. Et lidt for kærligt smil. Et blik der dvæler ved den andens ansigtstræk, når de snakker sammen. Der er noget der. Og hver gang jeg beskæftiger mig med det, bliver jeg ligesom stakåndet og begynder at perle på panden med sved. Det er sært.

Nu denne aften er der lidt mere fest end normalt i lejren. Der er ikke nogen, der laver opvisning i aften, men i stedet er der musik på og almindelig dans og snak. Jeg kan ikke koncentrere mig om min egen klike, hvor alle de andre skuespilleraspiranter jo som vanligt kæmper hårdnakket for at være det mest naturlige centrum for selskabet. For mig ligger fokus et helt andet sted, ovre i hjørnet, hvor de to opfører sig mere end almindeligt...ja, ved ikke, om det er pjattet, pirreligt, elektrisk. Den ene bliver ved med ligesom at drille den anden, kilde ham, stikke til ham. Den anden prøver at virke sur, generet af det, men alligevel rykker han ligesom sin krop endnu tættere op mod ham, nærmest læner sig op ad ham. De småsnakker hele tiden, men pludselig bevæger mit fokus sig helt over i tunnelsyn, da ham, der prikker og driller, læner sig langsomt helt ind til den anden og hvisker noget. Nærmest så det begynder at prikke i mit eget øre, og jeg mærker en kilden ned langs rygsøjlen ved tanken om, hvordan det må føles, hvis hans læbe kom til at strejfe ens øre.
På ham den anden virker det sådan, så der ligesom spreder sig et vidende smil på hans læber, og pludselig forlader de begge rummet sammen.

Næste side