Det var først efter en uge på den nye skole, at det gik op for mig, at nu ville alting forandre sig. Mit liv, sådan som jeg har kendt det ind til nu, er forbi. Jeg havde gået og troet, det egentlig gik meget godt alt sammen. De første dage har naturligvis været lidt akavede, men det kunne man måske nok forvente - og jeg så det som et godt tegn, da jeg allerede på den første dag fik et kælenavn. Vi stod og snakkede i frikvarteret, og jeg svarede på spørgsmålet om min alder, at jeg var ligesom de andre i klassen - da en af drengene, ham der Martin, helt spontant udbrød:

- Gud, er det sandt? Jeg troede ikke du var ældre end min lillebror! Tænkte du måske var en af de der genier, der havde sprunget nogle klasser over!

Der blev grinet lidt af det, og jeg havde ikke så meget imod det. Jeg ved godt, jeg er ret lille af min alder. Jeg har ikke prøvet at skifte klasse før, så på den gamle skole havde vi kendt hinanden siden børnehaveklassen, så der var ikke nogle, der undrede sig over, at jeg havde en lidt anden størrelse. Men det var åbenbart noget, de alle havde bemærket, for de grinede alle nærmest lettede over, at nogen havde sat ord på deres tanker. Og nærmest som om der blev taget en stille, kollektiv beslutning, så hed jeg fra det øjeblik 'Lillebror'.

Resten af ugen gik godt og roligt. Det var som om de alle havde fået placeret mig ind i klassens hierarki som deres allesammens lillebror, og drengene kunne konkludere, at jeg ikke var en trussel, hverken i forhold til deres interne magtbalance, eller i forhold til konkurrencen om pigerne. Derfor accepterede de mig også med det samme i deres gruppe.

Lige ind til i dag, hvor vi skal have svømning. Jeg har ikke tænkt over det - havde jeg vidst, det ville blive et problem, så havde jeg nok taget nogle forholdsregler. Jeg går ind med de andre i drengenes omklædningsrum, og begynder at skifte tøj. Der blev snakket og pjattet hen over den der typiske lidt akavede stemning fra offentlige rum, hvor mennesker klæder sig af sammen, og jeg kyler trøjen og bukserne ind i skabet. Jeg hiver underbukserne ned også, og pludselig går hele verden i stå. Jeg kan ikke undgå at bemærke det. Det er som om alle er holdt op med at bevæge sig og bare stirrer forbløffet på mig. Jeg bliver underligt selvbevidst og dækker mig til med mit håndklæde, men skaden er sket. Jeg går forbi den forstenede skare ud i badeområdet.

Det er da ikke, fordi jeg ikke godt selv har bemærket, at min pik er noget større, end de fleste andres. Og måske er det lidt mere bemærkelsesværdigt, fordi jeg samtidig er så lille af bygning. Men igen er jeg ikke blevet konfronteret med det før. I min gamle klasse kom vi i puberteten sammen, og kunne følge hinanden uge efter uge under bruseren efter gymnastik. Udviklingen var så langsom, at jeg ikke chokerede nogen.

Men nu under bruseren bliver jeg pludselig ekstremt opmærksom på mig selv og den, synes den hænger og vugger så tungt. Ville ønske jeg bare kunne springe det bad over. De andre siver langsomt ind under bruserne også, men den pludrende snakken er forsvundet, og jeg føler deres blikke klistre sig til min krop som fluetape. Jeg prøver at vende ryggen til og koncentrere mig om noget andet. Det er vildt ubehageligt, og jeg vil bare have det overstået. Kan ikke lade være med at mærke impulsen dernede til at ville vokse, men det må ikke ske. Jeg vil bare gemme den væk hurtigst muligt, så jeg hiver badebukserne til mig. Se, hvis jeg havde forudset denne situation hjemmefra, så havde jeg taget nogle store baggy badeshorts med, men det gjorde jeg ikke, og nu står jeg her med mine små Speedos, og det føles næmest, som om de skrumper mellem fingrene på mig. Tåbeligt. Jeg maser mig ned i dem og prøver at lægge den på plads - prøver at fortrænge, at jeg godt kan mærke, den er blevet lidt tykkere og mere følsom. Nej!

Mareridtet fortsætter ude i hallen. Jeg er flygtet fra blikkene derinde, men straks jeg kommer ud i det store rum, fornemmer jeg pigernes blikke vandre ned over mig, øjne der svulmer, hvisken og værst af alt: Fnisen.

Jeg er ved at koge over. Er helt rød i bærret. Jeg kaster mig desperat i vandet og svømmer uafbrudt til timen er ovre.

Men det frygtelige fortsætter i baden bagefter. Man bliver jo for helvede nødt til at gennemgå hele vaskeproceduren for at slippe igennem. Og de kigger bare, på en måde jeg ikke kan finde ud af om er imponerethed eller ondskabsfuldhed - men det er som en boble i rummet, der bare vokser og vokser og er ved at mase mig. Men der er et eller andet ved det med, at de kigger på mig og den. Jeg bliver pludselig nødt til at se mig selv udefra og forholde mig til, at der er en grund til at se så underligt på mig. Som noget bizart. Det værste er, at der er noget i det, der får den til at vokse. Det er frygteligt, og det, at jeg bliver bevidst om det, gør, at jeg fuldstændig mister kontrollen over den. Pludselig har jeg slet ikke noget at stå imod med længere og den begynder at vokse virkelig hurtigt. Der er ikke en i det rum, der ikke ser det, og jeg bliver nødt til at styrte ud af rummet mod mit tøj og håndklæde med en forræderisk hoppende pik og en skamfuld opstemt følelse.

Der er helt stille derudefra, men pludselig bryder de kollektivt ud i høj latter. Jeg er ude derfra inden de kommer ud fra badet.

Gudskelov det er weekend. Jeg sidder derhjemme og stirrer ind i væggen og forestiller mig, at jeg bliver nødt til at skifte skole igen. Den skam kan jeg ikke have siddende på mig. Hvordan skal jeg nogensinde kunne se dem i øjnene igen på mandag?

Jeg vil helt sikkert ikke kunne gå i bad med dem igen. Og uanset hvad, så vil jeg altid føle, de vil kigge på mig på den der underlige måde. Som om jeg er en misskabning. For slet ikke at tænke på den uoverskueligt pinlige ting - det utænkeligt frygtelige det er at være blevet synligt hård i badet foran dem alle sammen.

I min rus af pinlighed registrer jeg kun svagt, at det ringer på døren, men pludselig står min mor i døren.

- Du har en gæst...?

Hun kigger på mig sådan nærmest lidt indforstået og sødmefyldt bedrevidende - jeg har ingen anelse om, hvem hun mener eller hvad hun smiler så fjoget over. Men hun åbner døren helt op og ind kommer...faktisk er jeg ikke helt sikker på, hvad hun hedder. Rikke? Ghita? Det eneste, jeg har registreret omkring hende er, at hun er én af dem, der virker lidt mere udfarende over for drengene i klassen.

- Hej

Hun siger det sådan lidt underligt, som om hun egentlig godt ved, hun ikke rigtig har nogen undskyldning for at komme, og heller ikke rigtig har tænkt sig at finde på én.

Næste side