Jeg vågner med den der frygtelige følelse i hele kroppen - og som så mange gange før slår det mig, at det er umuligt, at jeg nogensinde kan have haft så mange tømmermænd før. Jeg kan allerede nu forudse, at resten af dagen i dag (og muligvis også noget af dagen i morgen), kommer til at gå med at beslutte mig for aldrig mere at drikke igen. Og den kommer til at gå med at lide. I det mindste tror man vel på det selv bare en lille smule.

Det slår aldrig fejl, men når jeg har været ude med Daniel, så ender det bare altid sådan. Jeg fatter ikke, at jeg ikke lærer at styre det - men der er et eller andet ved den måde, vi går i byen på, som altid går helt galt for mig. Selv om jeg inden aftenen har sagt til mig selv, at denne gang skal jeg ikke drikke for meget, så går det altid på samme måde; jeg tager hjem til ham, hvor vi helt hyggeligt snakker og begynder at drikke lidt - vi planlægger, hvor vi skal gå hen og han snakker en hel masse om kvinder og om hvor meget han trænger til dem, og på én eller anden måde får jeg altid drukket for meget alt for hurtigt. Som regel ender det med, at jeg ikke engang kan huske, hvordan det egentlig var, da vi kom ud i byen, og så må Daniel ringe dagen efter og fortælle mig om det hele. Og om hvor pinlig jeg var på dansegulvet i mit blackout. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg ikke bare kan lære at styre mig selv. Jeg tror egentlig, det er fordi, vi har det så hyggeligt sammen, jeg elsker at være sammen med ham. Han er virkelig min bedste ven. Selv om jeg af en eller anden grund også altid er en lille smule nervøs sammen med ham, sikkert fordi han er lidt mere selvsikker end mig? Måske er det også derfor, jeg kommer til at drikke for meget for hurtigt.

Puh. Hvor er jeg dårlig. Jeg skal bare aldrig drikke igen. Alligevel føler jeg den der uro i kroppen, der afslører den liderlighed, der lurer lige under huden på mig. Jeg rækker ud efter min bærbare computer, som ligger ved siden af sengen og tænder for den. Jeg går ind på Google og tænker lidt på et godt søgeord, prøver med 'fuck'. Der dukker selvfølgelig millioner af sider op.

Telefonen ringer. Jeg kan se på displayet, at det er Daniel. Jeg skal lige tage mig sammen lidt. Ved godt, at nu kommer hele historien om alt det pinlige, jeg lavede og sagde i går, et par historier om, hvem jeg kastede op ud over, og hvor mange gange jeg faldt på dansegulvet. Jeg orker det næsten ikke, men jeg har også den der underlige mavefornemmelse, jeg altid har med ham, at jeg næsten ikke kan få nok af at snakke med ham, også selv om jeg ved, det mest af alt handler om at håne mig. Så jeg trækker vejret dybt og trykker på telefonens grønne knap.

"Hold da kæft," starter han lige så snart, han kan høre, der er forbindelse, "dit fulde svin, mand - shit, du sku' have set dig selv.."

Jeg hoster en lille smule opgivende og kvalmt til svar. Nu følger historien, og jeg kender den stort set allerede, selv om jeg ikke kan huske så meget som et lille glimt af noget som helst. Så da han allerede starter historien med noget med, at jeg var et halvt sekund fra at blive slået ihjel, da jeg prøvede at pille dørmandens kæreste på patterne, holder jeg op med at lytte. Jeg ved, det kun bliver værre. Jeg ved ikke helt hvorfor, men sikkert for at fordrive tiden, så bruger jeg lyden af hans stemme til at forestille mig nuancerne i hans ansigt, når han snakker. Jeg har altid været lidt misundelig på den der nærmest englefine hud, han har, med sådan et ubeskriveligt gyldent skær. Og hans helt hvid-blonde hår, som altid ligesom lyner i solen om sommeren. Der er også en anden ting, men det er så svært at blive helt klog på, hvad det egentlig er for noget. Det er egentlig ikke hans udseende, men noget med måden han taler på. Når han fortæller om et eller andet, så er der altid nærmest et ubestemmeligt smil på hans læbe, som om han tænker på én eller anden fantastisk morsom hemmelighed samtidig. Det er svært at beskrive, men der er et eller andet ved ham, når han gør det, som giver mig et...ja nærmest frydefuldt lille gys i maven. I virkeligheden er det nok bare, fordi jeg et eller andet sted ser op til ham. Det slog mig i hvert fald en gang, at jeg faktisk tit ville ønske, at det var mig, der var ham. At livet ville være lidt sjovere og nemmere. Han har i hvert fald ikke problemer med pigerne, der vælter over ham. Han har ligesom meget nemmere adgang til alt muligt.

"...ehj, og da du først havde kastet op over hende bartenderen, kan du heller ik' huske hende? Hun havde virkelig store bryster! - ehj, men så tænkte jeg bare, altså, at nu var det sgu' for pinligt, og så slæbte jeg dig med ud og fandt en taxa..."

Nu er hans historie ved at være færdig, heldigvis. Bare lige for traditionens skyld siger jeg "åh for helvede også, altså, jeg skal sgu' aldrig drikke mere," og han siger "Yeah, right!" og efter lidt mere småsnak runder vi af. Hvilket egentlig passer mig meget godt, for det summer sådan i min pik, og den trænger til opmærksomhed. Jeg får computeren hevet ud af standby og tager hul på de mange millioner links.
Jeg skal klikke lidt rundt, før jeg finder noget ordentligt, der også er gratis og hvor videoerne ikke når at stoppe igen, før jeg når at få fat på min pik. Det er en side, jeg ikke har været inde på før, men det spændende ved den er, at det ser ud som sådan et sted, hvor brugerne lægger deres egne videoer ud, og for en gangs skyld ser det faktisk troværdigt ud, at det er rigtige 'amatører' med rigtige hjemmevideoer. Det betyder også, at man skal lede lidt for at finde nogle lækre - men det er alligevel anderledes pirrende, det er lidt som om, det er sket mere i virkeligheden, end hvis det havde været en almindelig pornofilm. Jeg finder en ret god én med en yngre fyr, der virkelig knepper en kvinde, og hver gang hiver han pikken helt ud af hende og ind igen, så man rigtig kan se den. Selvfølgelig sammenligner jeg - den er noget større end min, og det får min pik til at vokse. Jeg ser også en anden én, hvor man ikke kan se pikken, men hvor man ser fyren kneppe løs, og der er noget lækkert over den måde, hans baller kramper sammen, når han virkelig pumper løs i hende. Der er også én, med en tøs, der sluger en stor sort fyrs pik og hele skaftet kører op og ned i halsen på hende. Jeg har selv et rigtig godt greb om mit skaft og synker lidt hen i sådan en slags hyggeekstase, som man næsten kun selv kan bringe sig i, fordi man på én gang kan hengive sig og alligevel helt have kontrol over sin egen nydelse. Men så stopper klippet selvfølgelig og jeg skal bruge min hånd til at finde et nyt. Der er vist et eller andet galt med sorteringen her, for selv om arkivet er delt op i et med hetero-klip og et med homo-klip, så er der alligevel nogle kun med fyre, der har sneget sig med herover i hetero-arkivet - jeg kommer ved et uheld til at trykke på ét af dem. Men jeg klikker ikke lige væk, for først kan jeg ikke se, om det er den ene eller den anden slags. Der er bare en fyr, med tøj på, der går rundt med ryggen til og er ved at sætte ting på et bord. Det er nok fordi kameraet har en lidt sjov vinkel, men et øjeblik synes jeg faktisk, det ligner Daniels lejlighed.

Så er det, som om nogen har tabt en isterning i min mavesæk, og jeg glemmer alt andet om verden end lige netop mit fokus på skærmen i dette øjeblik. For det er Daniel, man kan se på skærmen. Der er ingen tvivl, for han kigger lige ind i kameraet, mens han retter på det. Hvor er det mærkeligt. Så er der noget, der fanger hans opmærksomhed, og han forsvinder ud af billedet et stykke tid. Så kommer der en ny person ind i billedet. Det er nærmest som om, jeg et eller andet sted har gættet, hvem det er, allerede før jeg faktisk genkender mig selv på skærmen. Jeg forsvinder ud af billedet igen. Nu begynder min hjerne at virke - fra den del af aftenen i går, jeg rent faktisk stadig kan huske noget af. Jeg kan huske, jeg lige skulle tisse. Mens jeg er ude åbner han en øl til mig - og så, der er slet ingen tvivl, selv om det går langt ud over min forstand - åbner han en skabslåge og finder et pulver frem, som han meget nøjagtigt hælder en del af ned i min øl. Det er ligesom at se en bid af en spionfilm, som man selv uanende har en rolle i. Jeg er rædselsslagen, og da jeg kommer tilbage i billedet igen, kan jeg ikke lade være med at ville advare mig selv - selv om jeg også godt ved, hvad der sker nu. Jeg tager selvfølgelig mod øllen, med en smånervøs og lidt for hurtig bevægelse og bæller hele flasken. Videoen klipper lidt frem, og uden at kunne gøre noget, kan jeg nu betragte mig selv ligge sovende ind over bordet. Hvor er det sygt, det her - jeg kan mærke en rasende og såret fornemmelse dybt i min mave, og jeg er på én gang både bange for og har utrolig lyst til straks at ringe til ham og høre, hvad det her handler om. Men der er samtidig noget, der holder mig klistret til skærmen. Jeg bliver nødt til at vide, hvad der sker.