Hendes ansigt krøller sig sammen. Hånden med ’Verdens bedste mor’-koppen ryster, så hun må sætte den fra sig på bordet foran sig. Jeg begynder at frygte, at hun måske alligevel ikke vil være så glad på mine vegne, som jeg selv er. Det kunne jeg måske nok have regnet ud.

Jeg ser hende ommøblere sine ansigtsfolder igen og igen, ind til hun endelig tager sig sammen til at kigge på mig og prøve at formulere ord.

 - Hvordan kan du gøre det...hvordan kan du gøre det...mod...

Det ser ud som om, det vil gøre fysisk ondt på hende at gøre sætningen færdig. Jeg mærker en tung og ærgerlig kølighed skvulpe rundt omkring i mit mellemgulv. Det er ikke godt det her. Hun vrider sine hænder, og jeg tænker pludselig over, hvor rynkede og gamle de egentlig er begyndt at se ud. Det var svært nok at tage sig sammen til at sige det til hende, og nu kan jeg kun indigneret koncentrere mig omkring en enkelt tanke: Hvordan kan hun tillade at kalde sig selv en mor, hvis hun ikke kan forstå det her?

Hun prøver igen at samle og formulere en eller anden form for tanke, og hendes stemme er blevet skinger og uskøn.

 - Nej...nej, det kan jeg simpelthen ikke acceptere det her. Hvordan skal jeg nogensinde fortælle det til nogen? Hvordan kan du gøre det mod mig?

Jeg tror ikke, det er meningen, jeg skal svare. Hvis jeg kender hende ret, så skal hun lige have lov til at rase ud og kaste alle sine tanker i hovedet på mig. Selv om det ikke er specielt smukt.

 - Skal du så pludselig til at skeje ud og skabe dig på den måde? Det ville virkelig ikke klæde dig!

- Nej nej, forsøger jeg mig med. Jeg havde da ikke regnet med, jeg nu skal til at ændre, hvordan jeg er…

Men hun afbryder.

- Hør her, er du sikker på, du ikke bare er gået i panik? Jeg er godt klar over, du er i en svær tid lige nu - det kan være utrolig svært at finde ud af, hvem du skal være nu. Men dette? Er det ikke en blindgyde? Det er da ikke dig. Tror du ikke bare, det er en fase?

Jeg stirrer hende direkte ind i øjnene, og hun prøver at stirre tilbage.

 - Ja, svarer jeg en smule sørgmodigt. Ja, jeg er ret sikker på, hvad jeg gør.

Hun slår blikket ned. Pause. Hendes krop virker pludselig tung. Besejret.

 - Hvad så nu? Hendes stemme er træt. Er det her bare noget, du skal ud og prøve af? Eller skal jeg forberede mig på, at du nu begynder at komme på besøg med venner, som du vil introducere som din nye kæreste? Og hvad med resten af familien?

- Jeg ved det ikke. Ærlig talt, jeg ved det ikke rigtig endnu. Det må tiden vel vise.

Jeg overvejer et øjeblik om jeg skal sige det eller ej - ved ikke rigtig hvorfor jeg vælger at gøre det. Måske for at gøre det klart for hende, at det er virkelighed det her.

 - Faktisk har jeg allerede mødt en...men jeg ved ikke rigtig om det bliver til mere. Det må vi se. Men jeg tror, du ville kunne lige ham. Han er arkitekt - han er 46 år.

- 46 år!? Lige så gammel som mig! Han kunne være…han kunne være din… Det kan du ikke! Det kan du ikke gøre mod mig...

Hendes ansigt krakelerer fuldstændig i et nedre floddelta af tårer, der fosser ud over den ulykkelige grimasse. Og jeg ved ikke, om jeg skal prøve at trøste hende eller gå min vej og smække døren.    

********

Mit hjerte raser rundt i brystkassen på mig, og jeg er helt bange for, om det kan holde til det. Måske skulle jeg ikke udsætte mig selv for det her.

Jeg tjekker papiret igen, som jeg har printet ud fra internettet. Tjekker barens navn igen på skiltet og papiret, og adressen stemmer også. Det er altså en af den slags steder.

Jeg prøver at få styr på mit hjerte, mit åndedræt, mine hænder - og rystende skubber jeg døren op. Jeg føler mig ekstremt lille og ved siden af mig selv i samme øjeblik, jeg er trådt indenfor i rummet. Ved slet ikke, om jeg hører til her. Musikken er enormt høj. Som forventet er det kun mænd, men jeg får med det samme en underlig følelse. Selv om ingen kigger på mig, føler jeg, at de alle kan se mig, og jeg har det, som om jeg er nøgen foran dem alle sammen. Og de råber og griner voldsomt. Jeg begynder at svede, samtidig med at det er, som om gulvet begynder at hælde bare en anelse til den ene side. Jeg vender rundt på hælen og går udenfor igen. Prøver at trække vejret dybt. Måske er det virkelig en frygtelig ide. Måske er det alligevel ikke mig.

Jo det er. Jeg skal nok bare finde et andet sted at starte end lige her. Jeg hiver seddelen frem igen og undersøger muligheder – og begynder at gå mod det sted, der ligger tættest på, kun et par gader herfra.

Det virker bedre. På sin vis faktisk lidt kedeligt, men jeg har behov for at starte forsigtigt. Det er mere sådan et sted, hvor man sidder i baren, og hvor man kan snakke med hinanden. Derfor er der heller ikke så mange mennesker – men det betyder også, at jeg føler mig knap så afklædt, og jeg kan lettere lægge låg på den paniske lyst til at flygte. Jeg prøver at lade fuldstændig som ingenting og slår mig ned ved baren og bestiller en øl.