Hvem er han egentlig, min Renegado? Jeg spørger kun, sådan ud i luften, fordi jeg så tit selv har undret mig over det. Jeg er aldrig rigtig blevet klog på det. Hvilket nok er den eneste grund til, at jeg er blevet ved med at kende ham alle disse år. Man er så uendeligt forelsket i idéen om, at man en dag fatter ham til fulde. Man bliver vred på ham, forvirret over alting - og når han kalder, så kommer man. Jeg kender heller ikke rigtig nogen, der ikke er fuldtændig charmeret, når han taler til dem på den der måde, som om han fuldstændig gennemskuer dem og gennemborer dem.

De fleste vil gerne have sex med Renegado, og Renegado vil gerne have sex med de fleste. Men det er de færreste som får mere. En enkelt gang har jeg troet, jeg er én af dem, der får mere. Oftest ved jeg, at jeg ikke gør. Og alligevel drømmer man.

Renegado er guddommelig. Han kan ligne en vred lille dreng, han kan forvandle sig til en maskulin og dominerende løve i sengen, han kan smile til dig, så du smelter og sætte ild til dig, så du eksploderer. Han har den krop, alle drømmer om at få, uden nogensinde at have brugt et sekund på at passe på den.
Renegado er også en djævel, som tager hvad han vil have uden at give noget tilbage. Som kan overtale dig til at gøre hvad som helst, som han har brug for - og lade dig tage alt skraldet.

Meget ofte vil du ønske, han ville forsvinde langt ud af dit liv. Og oftere ville du ønske, han lå mellem dine ben.

Jeg har stort set kendt ham det meste af mit liv - vi gik i børnehave sammen. Så han har været der altid, helt fra før jeg rigtig kan huske sammenhængende erindringer. Men jeg kan huske fra dengang, at jeg var helt vild med ham - jeg ville have, han skulle være min bedste ven, og jeg rendte i hælene på ham hele tiden. Jeg tror ikke, han havde det på samme måde. Nogle gange var han irriteret over, at jeg altid var i vejen for ham, og andre gang tolererede han det, når han kunne bruge mig til noget - hvis han kunne slippe for at få skældud af pædagogerne ved at få mig til at gøre noget forbudt i stedet. Jeg gjorde det selvfølgelig, med hjertet oppe i halsen, og tog skraldet. Og hadede det. Jeg er ikke som ham. Når pædagogerne skældte mig ud, blev jeg ulykkelig og græd. Men når det var ham, det gik ud over, så stod ham bare og smilede skævt - så pædagogen blev mere og mere rasende. Men det endte altid med, at han før eller siden fik dem til at smile, og så faldt det hele til jorden. Det er stort set umuligt at være vred på Renegado i mere end 10 minutter ad gangen.

En af yndlingslegene dengang var, at 'gemme sig i puderummet'. Det var sådan set helt uskyldigt og svarer stort set til at lege læge. Det handler om at gnubbe sig op ad hinanden og undersøge hinanden, sådan som børn nu gør. Det eneste problem var, at Renegado havde lyst til at gemme sig i puderummet med alle i børnehaven, både pigerne og drengene, mens jeg kun havde lyst til at gemme mig med ham. Og jeg blev vred og ked af hver gang han gemte sig med en anden. Men max i 10 minutter.

Det var også helt typisk - også for hvordan tingene skulle blive senere hen, at når pigerne ville lege 'far, mor og børn', så var det altid Renegado, de ville have til at være 'far'. Også selv om han faktisk var ret modbydelig mod dem i legen - fik dem til at gøre alting for ham og få hele verden til at dreje sig omkring ham. Han tyranisserede hele familien i legen - og alligevel var det ham, de trylede om at være 'far' også næste gang.

I de første mange folkeskoleår, før vi kom i puberteten, legede vi altid sammen. Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg fik lov til at være hans ven alle de år. Jeg tror, det var fordi jeg var den eneste, som altid tilgav ham lige med det samme. Alle andre blev vrede og skældte ham ud indtil de endelig tilgav ham kort tid efter. Men jeg havde opgivet at vise det, når jeg blev vred, så jeg accepterede det hele. Jeg tror, det var derfor, han holdt ved mig - jeg var meget nemmere at være sammen med.

Alle vores lege de år handlede på en eller anden måde om at tage tøjet af. Det kom selvfølgelig fra Renegado, som på én eller anden måde var enten så rastløs eller så meget et naturbarn, at han simpelthen ikke orkede alt det tøj. Det startede som regel med, når vi kom hjem til ham, at han fik det varmt og tog blusen af. Og enten blev jeg solidarisk og fik det også varmt, eller også udviklede det sig til en brydekamp, hvor det galdt om at hive tøjet af hinanden. Eller vi hoppede på trampolin i deres have og fik det så varmt, at vi måtte smide tøjet. Eller vi svømmede i deres pool uden badebukser. Uanset hvad, så endte det i hvert fald altid med, at vi rendte nøgne rundt i deres hus og have og legede.

Det var nogle af de bedste år i mit liv.

Vi legede altid hjemme hos ham. Det var nemmere, fordi deres hus var så stort og havde alting. Og hans forældre var aldrig hjemme. Jeg kan faktisk næsten ikke huske rigtig at have mødt dem.

Men i løbet af sjette klasse begyndte det at gå galt. Han gad næsten aldrig lege længere, og jeg fornemmede, at han søgte efter noget andet. Jeg lagde mærke til, at han prøvede at komme til at hænge ud med nogle af de større drenge, men i starten gad de ham ikke rigtig. Det passede ham ikke, han var ikke vant til ikke at få sin vilje. Det gjorde ham mere vred, og det gjorde, at han helt begyndte at ignorere mig.

Jeg blev naturligvis fortvivlet og vred og vidste slet ikke rigtig, hvordan jeg skulle håndtere det. Jeg kendte ikke til andet end at tilbringe min tid sammen med ham, så det blev jeg sådan set ved med - bare på afstand. Jeg sørgede for altid at holde mig i nærheden af ham og holde øje, men sørgede samtidig for at holde mig til mig selv. Det viste sig, at jeg faktisk var lidt et naturtalent til at gå i et med tapetet - det var let for mig ubemærket at blive ved med at holde mig i hans nærhed, selv om jeg ikke var sammen med ham.

Jeg ved ikke helt, hvornår det lykkedes ham at knække koden. Men på et eller andet tidspunkt gik det i hvert fald op for ham, hvad det er for en magt, han har over andre mennesker, og hvordan han skulle udnytte den. Han begyndte at føre det ud i livet i 7. klasse, og det var derfra, han begyndte at blive direkte farlig. Det var sidst på en skoledag, hvor han pludselig så på sit ur og begyndte at gå ret bestemt gennem skolegården. Jeg var selvfølgelig straks klar til at følge efter, men holdt mig lidt tilbage, så det ikke var for åbenlyst, at jeg fulgte efter. Jeg så, at han gik skråt hen over gården mod bagindgangen til gymnastiksalens bade og omklædningsrum. Straks han tog i døren og gik ind fulgte jeg efter over til bygningen. Vinduerne der ind til var højt nok oppe til, at man ikke bare lige kunne kigge ind, men alligevel lave nok til, at man kunne hvis man stod på noget, fx den mælkekasse, der behændigt nok lå der i forvejen - sikkert fordi nogle drenge havde luret på pigerne.

Jeg kom op og kiggede meget forsigtigt ind gennem vinduet, så han ikke så mig derinde. Det viste sig, at der var en masse fyre derinde - det var 10. klassen, der lige havde haft gymnastik i sidste time, og nu var de i bad og ved at klæde om. Det virkede slet ikke som om, der havde forholdt sig til, at han var kommet derind - dem i de mindre klasser er jo altid bare luft. Jeg kunne se på ham, at han lod som om, han bare skulle bruge toilettet, så han låste sig derind. Imens kiggede jeg fascineret. På det tidspunkt var jeg selvfølgelig blevet opmærksom på sex, men jeg havde aldrig rigtig tænkt på, at mine følelser for Renegado havde noget med sex at gøre, eller at jeg på den måde kunne være til fyre. Men 10. klassesfyrenes store og fuldt udviklede kroppe hev alligevel mine øjne til sig, og jeg kunne slet ikke få øjnene fra deres store pikke, der hang dér og gyngede tungt frem og tilbage, når de gik rundt.