I starten syntes jeg, det var enormt træls, at min 15 års fødselsdag lå lige netop, mens vi skulle på lejrskole med klassen. Jeg er vant til at blive forkælet af min familie den dag, og det føltes ikke rigtig, som om det ville blive det samme. Måske også fordi jeg ikke er helt vild med min klasse. Det er en af de der drengeklasser, hvor der kun går tre piger, som i stedet er venner med dem i parallelklassen. Og tilbage er det her drengefællesskab, som mest af alt består af fodbold og højrøstet snak om piger på ikke særligt charmerende måder.

Jeg burde vel være interesseret i den snak, men det har ærlig talt aldrig rigtig været min stil. Måske er jeg bare for genert til at kaste mig ud i en vurdering af, om det mon er lækkert at køre sin pik af mellem Geografi-Gittes bryster. Men sådan går snakken i klassen...lidt for højrøstet. Ikke mindst på grund af Thor. Ja, hvem kalder sin søn for Thor? Det gjorde hans forældre så åbenbart, og det værste er, at han faktisk lever meget godt op til rollen. Han er den højeste i klassen, og ser ud som en, der har startet et unaturligt tidligt misbrug af anabolske steroider. Det er så primitivt, at det naturligvis gør ham til klassens leder - bare fordi han er alfahannen, der kan banke alle. Men det er vel, hvad der sker i en drengeklasse. Det bliver primitivt.

Ja, jeg ved det godt - at jeg også bare er en dreng. Men jeg prøver i det mindste at bevare et minimum af klasse og kultur. Hvilket naturligvis gør mig mere end upopulær, ja, nærmest ikke-eksisterende i klassen.

Der er kun to ting, der afholder mig fra at ende på den absolutte bund i klassens hieraki.

Den ene ting skyldes Michael Tange. I enhver ulveflok er der én, der udgør bunden af hierakiet, og som enhver anden ulv uden problemer kan kanøfle helt uden anden grund, end at det er deres ret. Vores underhund er Michael Tange, en lille duknakket tabertype, og fordi jeg kun er den næstlavest rangerede, så redder det mig heldigvis fra en stor portion daglig ydmygelse, afklapsning og psykisk/fysisk tortur.

Den anden ting, der redder mig, er Morten. Han er nemlig en populær type - sådan en alle bare instinktivt kan lide. Modsat Thor fører han sig ikke specielt frem, men han har en god, naturlig autoritet, som folk bare elsker ham for. Mig inklusive. Og han er heldigvis min bedste ven. Ikke at vi er sammen hele tiden, og faktisk taler vi ikke så meget i skolen. Men vi bor lige ved siden af hinanden, er vokset op sammen og kender bare hinanden rigtig godt. Eller det vil sige, jeg kan ikke rigtig blive klog på ham, føler jeg, men jeg tror, at han kender mig næsten bedre end mig selv. Nogen gange kigger han i hvert fald på mig på en måde, som om han tænker noget om mig, og jeg tør ikke spørge om, hvad det er. Fordi jeg er ret sikker på, at når det er hans tanke, så er den sandsynligvis sand. Men hvis det ikke var for ham, så ville jeg ikke nyde den særstatus, jeg har pt., hvor jeg bare bliver ignoreret af alle. Så ville der helt sikkert meget hurtigt blive tatoveret 'Michael Tange' i panden på mig.

Jeg forstår ikke rigtig, hvad der får ham til at holde fast i mig. Hver eneste dag går jeg ud fra, at miraklets holdbarhed er udløbet, og at det er gået op for ham, at han ikke gør klogt i tale med en af klassens udskud. Jeg ved jo, det må komme en dag. Og så står jeg der, og træder mig nervøst over tæerne, sveder klamt i håndfladerne og kan næsten ikke tvinge mig selv til at kigge op i hans blændende øjne. Men når jeg så endelig gør det, så møder jeg det der blik, lidt forundret og som ligesom kærligt siger "Hold kæft, hvor er du åndsvag", lige inden et gigantisk grin flækker hans ansigt midtover, og han slår mig på skulderen, så det banker helt ind i hjertet på mig.

Det er, som om Morten forstår alle hemmeligheder her i verden...man kan se det på det gådefulde smil, der ligesom smyger sig om hans læber, og som giver mig lyst til at lyne ham op og kravle ind i ham og tage ham på ligesom en alt for stor og dejlig tryg pelsfrakke. Så jeg kan dele den verden med ham. For jeg forstår nemlig ingenting. Jeg forstår ikke den måde, piger og drenge skal kommunikere med hinanden på, når de ikke, kun, skal være venner. Jeg forstår ikke rigtig mig selv, verden, og hvordan de to ting i al almindelighed nogensinde skal komme til at høre sammen på en meningsfuld måde. Det er derfor, jeg så desperat glæder mig til at blive ældre...til verden ikke længere behøver være et mysterie. Er det, fordi Morten er nogle måneder ældre end mig, at han forstår?

Derfor glæder jeg mig også så meget til at blive 15. Så er man ligesom voksen. Jeg ved godt, jeg ikke rigtigt er det før om 3 år. Og jeg ved også godt, at min far allerede for et år siden til min konfirmation mere end halvsnaldret forsøgte sig med både at stå OG tale på en gang - så det er vel forståeligt, at han i stedet kom til at sige, at jeg nu var kommet ind i de voksnes sprækker... Det grinede de meget af. Jeg syntes, det var flovt. Og de voksnes sprækker har jeg nu ikke set meget af. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af, hvordan jeg skal bære mig ad med at komme i den situation, at man kan være alene med en pige og sådan en sprække. 

Brutalt ærligt talt, så er jeg heller ikke fuldstændig sikker på, at jeg ville vide præcis hvad jeg skulle stille op med den i sådan en situation. Det virker så mærkeligt, ligesom teoretisk alt sammen. Men uanset hvad: Skulle jeg komme i sådan en situation, hvor jeg fandt mig selv i de voksnes sprækker, så er pointen, at når jeg først er blevet 15, så er det fuldt lovligt og voksent. Så jeg glæder mig til at blive 15.

Selv om det godt nok er træls at sidde her. På Bornholm. Med en klasse man hader. Og lejrturen stinker. Og jeg har fødselsdag i morgen. Jeg sidder alene og kigger ud over vandet lidt endnu, og tænker mit elendige liv igennem. Det er frygteligt at være teenager. Der er vel ikke andet at gøre, end at bide sammen og prøve at overleve.

Jeg går tilbage til vandrehjemmet, vi bor på. Det er i sådan nogle underlige mellemstore sovesale, hvor der kan sove 6 ad gangen i køjesenge stillet op mod hver væg. Så mange bor der nu ikke på vores værelse. Alle havde ligesom på forhånd planlagt deres værelser, og der var ikke rigtig nogen, der havde tænkt sig at vælge mig og Michael Tange. Men så valgte Morten at sove hos os, og så gik det hele op med værelserne. Jeg kunne se, det irriterede Thor. Jeg tror, han havde planlagt, at Morten skulle være blandt de udvalgte i hans følge på Kongeværelset. Jeg kunne næsten se det lyne i øjnene på ham. 

Jeg kommer ind på værelset. Det er tid til at gå i seng, og jeg kan se på den ene overkøje, at Michael Tange allerede ligger under dynen. Klart også mere sikkert for ham at gemme sig her end at prøve at gå ud og begå sig blandt fyrene. Morten sidder på sin seng - ligesom i sine egne tanker. Vi sover begge i hver sin underkøje. Jeg smiler lidt klodset til ham, men han virker lidt distræt. Så jeg begynder at børste tænder. Mens jeg står derude og børster efter alle forskrifterne, kommer Morten derud.  Han har bar overkrop, og jeg bliver lidt irriteret over, hvorfor jeg ikke bare kan være ham. Han har den pæneste brystmuskulatur. Men han går over for at tisse, så jeg kan ligesom ikke tillade mine øjne at blive ved med at dvæle ved alle de mange detaljer, der er ham. Det skvulper lystigt ovre fra kummen, og jeg prøver at få mine øjne til at kigge alle mulige andre steder hen.