Lyset udefra kaster skygger ind gennem vinduet, som danser rundt på min væg. Jeg burde sove. Men jeg sidder op i sengen og stirrer på skyggedansen, som om det var en dybt meningsfuld film, jeg var vidne til i et biografmørke et eller andet sted i byen. Som om der var en sandhed at finde gemt et sted mellem lyset og mørket.

Men de fortæller mig ikke rigtig noget. Og sådan har det været længe.

Jeg kigger ned på den varme, sovende krop ved siden af mig, som ligger helt krøllet sammen omkring dynen. Jeg kan ikke lade være med at komme til at tænke på en lille hundehvalp, der har været på opdagelse hele dagen, og som nu er faldet udmattet om i kurven. Jonas kan stadig få mig til at smile, en smule.

Jeg burde jo være virkelig lykkelig, men det er ærlig talt lidt svært. Så jeg sidder og stirrer ind i skyggerne. Tænker på lejrturen. Igen.

Jeg tror, Jonas har virkelig svært ved at forstå, hvorfor jeg har det sådan. Han bliver jo ved med at sige: ”Det endte jo godt!” og ”Nu er der ingen, der generer os – det kunne da ikke være bedre”. Jeg tror slet ikke, han forstår, hvor frygteligt det er – hvad det betyder. Eller værre endnu. Han har nok altid vidst det, og har lært at leve med det. Det tror jeg ikke, jeg kan.

Jeg har aldrig rigtig tænkt over, at der kunne være noget galt i det – at nogen kunne have noget imod det. Det er jo bare kærlighed. Jeg har aldrig prøvet at skjule det for nogen, men måske er det ikke så tydeligt for andre at vide, hvad jeg er til? Jeg har aldrig oplevet, at nogen skulle have nogen grund til at fordømme mig, og jeg har i det hele taget altid troet på det bedste i andre. Min far har altid sagt, at jeg var for god - at en dag ville jeg møde menneskets sande ansigt, og så ville jeg ikke være klar til det. Men jeg forstod ham ikke rigtig. Ikke dengang.

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg egentlig havde det med min klasse dengang. Faktisk havde jeg egentlig ikke rigtig så meget med den at gøre. Jeg tror godt, folk kunne lide mig - men jeg forstod ikke altid, hvad der foregik. Fx havde alle altid travlt med at hjælpe Thor med alt muligt, og det var jo venligt af dem. Men så vidt jeg kunne se, gjorde han aldrig rigtig noget venligt tilbage, så jeg forstod ikke, hvad det var, alle havde travlt med. Bortset fra at Thor faktisk et par gange havde gjort nogle lidt underlige forsøg på (sådan opfattede jeg det i hvert fald) at være venlig over for mig. Men det virkede ikke som noget, han havde lyst til, og jeg forstod ikke helt, hvad han ville opnå. Følte mig nogengange lidt som den eneste hvide mand i en afrikansk stamme, hvor jeg ikke kunne tale sproget. Men som sagt - der var ikke nogen, der gjorde mig noget, og jeg havde det jo fint.

Jeg har vidst rigtig længe, at jeg havde verdens blødeste punkt overfor Jonas. Det er det der med, at jeg føler, jeg stråler, når jeg kigger på ham. At jeg ikke kan lade være med at smile og ligesom…boble over af lykke, når jeg ser på ham. Hvilket faktisk er lidt underligt, for dengang var han altid meget trist.

Egentlig må jeg sige, at jeg heller aldrig rigtig har været i tvivl om, at han havde et eller andet med mig. Jeg har i hvert fald ikke kunnet undgå at lægge mærke til de stjålne blikke, når jeg skiftede bluse eller sådan noget. Men jeg har nok intuitivt fornemmet, at han ikke var klar.

Det var egentlig ikke så planlagt, at det lige skulle være på hans fødselsdag. Men jeg havde længe tænkt over, at jeg ville fortælle ham, at jeg godt vidste, vi var mere end venner. Og så gik han og var så trist. Så jeg fik en hurtig idé, og fortalte ham, at han skulle holde sig vågen, fordi jeg havde en fødselsdagsgave til ham. Igen – det var aldrig faldet mig ind, at jeg ville genere nogen med det. Jeg sikrede mig bare lige, at Michael Tange sov, fordi det trods alt var en rimelig privat ting.

Og jeg elskede det. Jeg elskede at kravle ned under dynen til Jonas og mærke, hvordan hele hans lille krop blev helt intens og sitrende, da jeg slugte hans dejlige pik. Det var så fantastisk. Selv om det naturligvis var lidt underligt næste morgen. Vi skulle lige finde ud af, hvordan vi skulle være.

Og hele dagen efter var bare så sjov. Vi blev så fjollede. Jeg kunne godt tænke mig bare at fortsætte, hvor vi slap natten før på sovesalen, men vores klasse var jo over det hele. Og jeg kunne især godt tænke mig at holde ham i hånden, men jeg var ikke sikker på, han havde det godt med det. Det var næsten umuligt at holde sig fra ham, og han blev ligesom ved med at strejfe mig og sådan noget.

Jeg lå den nat og ventede på ham i teltet. Havde taget alt tøjet af – jeg ville have, at det var netop det blik, der skulle møde ham, når han kom ind i teltet. Min pik havde stort set været stiv hele dagen, og jeg havde det her fantasibillede, som blev ved med at dukke op: Hvordan det ville være at elske med ham, sådan rigtigt? Jeg har så ofte drømt det, spillet den film inde i mit hoved. Men ikke, hvis han ikke var klar - så skulle det ikke ske.

"Sig mig...tror du, du ville kunne finde ud af at kneppe mig med den her?" Jeg troede ikke mine ører, da han sagde det, men den var god nok. Jonas sad mellem mine ben med min pik i hånden, og der var det der skælmske blik i hans øjne. Og genskinnet fra den blå teltdug malede hans krop, som var vi under vandet og flød sammen afsted i en strøm, vi ikke kunne stoppe igen. Og jeg kan stadig finde det billede frem. Det der øjeblik, hvor vi havde byttet plads, og jeg lige havde fået min pik indenfor, og jeg kunne læse både smerte og en lysende fryd i hans ansigt. Det var det mest utrolige øjeblik.

Et altomfattende øjeblik - før det skete.

Det var ikke bare teltets himmel, der blev flået midt over i det øjeblik. Det var hele mit univers, der faldt fra hinanden. Det var ikke selve ydmygelsen af mig - det tænkte jeg ikke så meget på. Jeg var nærmest ikke engang til stede i mig selv, da det varme pis begyndte at plaske mellem mine skulderblade. For inden da havde jeg fået øje på det blik, der var i øjnene på alle drengene, der samledes om mig. Jeg kunne ikke få øje på et eneste glimt af fortrydelse eller en undskyldning. De var midt i denne modbydelige handling, og de så alle ud, som om de nød det. I det sekund, var det noget inden i mig, der knækkede. Og jeg kan ikke finde ud af at samle det igen.