Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forklare det. Men det skal jeg vel heller ikke. Det er vel klart for enhver, at jeg ikke kunne gøre andet, end det jeg gjorde. Jeg var jo nærmest nødt til det.

Alt gik godt, ind til vi skulle af sted. Jeg havde det fedt. Ingen tvivl om, at det er mig, der ejer klassen. Jeg er kongen. Og det er så fedt. Når du er kongen, så sker alt det bedste af sig selv. Det bliver serveret på et sølvfad.

Med andre ord: I vores alder drømmer de alle om fisse, men langt de fleste får ikke en skid andet end deres egen hånd. Det er sgu da ene og alene derfor, de render ud på dates og holder i hånd med en masse tøser. For at opnå fisse. Men de river dem rundt i manegen - og holder dem hen, fordi de altså ikke er klar til det endnu, og første gang skal være noget særligt. Og drengene bliver mere og mere frustrerede og drømmer om deres patter om natten, og lader som om deres egen svedige håndflade er hendes våde fisse, der smasker rundt om dem. Alt den kærlighed. Det handler kun om fisse. Hvad de ikke ved, er, at de forskrækkede, bly piger - dem har jeg kneppet for længst. Og jeg mener det virkelig. Dem alle. Hvis de altså ikke er for fede eller for klamme. Og den eneste grund til, at de holder de andre drenge hen, er fordi de ikke vil lukke døren for, at jeg måske vil have dem igen. Hvis jeg gider.

Det er derfor, jeg elsker at være kongen. Men jeg er det også af helt naturlige årsager. En ting er, at jeg uden sammenligning er det største muskelsæt i klassen - det har jeg naturligvis arbejdet mig til med lange, svedige dage i træningscentret. Men naturen har også kronet mig. Titlen kommer automatisk til mig i badet efter gymnastik. Man kan bare ikke argumentere mod sådan en pik. På den måde indordner de sig bare, de andre. Naturligvis. Hakkeordnen giver sig selv pikmillimeter for pikmillimeter.

Og jeg ved ikke, hvem der først fortalte pigerne om det - eller også kan de bare regne det ud alene ud fra min naturlige selvtillid. Men jeg skal i hvert fald ikke arbejde for at få dem til at sprede benene. Mulighederne kommer til mig hele tiden, for de vil vel gerne have bekræftet rygtet. Jeg tror ikke, jeg en eneste gang har stået i kø i kantinen uden at en hånd tilfældigvis er kommet til at strejfe eller gribe fat ved et 'uheld'. Eller de vil slås for sjov, og så ved jeg jo godt, hvilken kropsdel de vil have mig til at presse ind mod dem. Som regel bliver de så lidt bange, når de ser den vokse frem mellem benene. Men det er jo egentlig ikke mit problem. De skal bare have den, uanset om det bløder eller ej. Selv dem der græder ender jo med at komme kravlende tilbage og tigge om mere.

Jeg ved ikke engang rigtig, hvor mange jeg har kneppet. Jeg kan ikke rigtig genkalde mig deres ansigter bagefter. I det hele taget kigger jeg ikke så meget på dem. Jeg gider ikke. Det vigtigste er at få den pik ind og få sprøjtet. Jeg elsker at skyde min ladning af sted. Jeg kan gøre det igen og igen. Det er som om, den aldrig rigtig har fået nok.

Der er stadig et eller andet i det forløb, jeg ikke kan få til at hænge sammen. Ting går jo altid, som jeg vil have det. Men jeg tror, jeg første gang fornemmede, der var noget galt, da vi skulle vælge sovesale til klasseturen til Bornholm. Jeg havde fortalt Morten, at han skulle bo hos mit slæng i Kongeværelset. Hvilket jo er en kæmpe gestus. Han har aldrig rigtig tilhørt vores slæng før, men han vil være god der. Han er sådan én, man som Konge skal sørge for at have tæt på sig, for alle kan godt lide ham, og dels kan man på den måde få sin vilje lidt nemmere hos dem, der mere frygter mig end kan lide mig (altså det meste af klassen), og dels kan man sørge for, at han ikke samler klassen imod mig lige pludselig.

Men så sker det utænkelige: Ud af ingenting siger han højt i klassen, at han i stedet har besluttet sig for at sove på taberværelset – hvor ellers INGEN vil bo. Sammen med de der to...ja, på det tidspunkt var jeg ikke engang rigtig sikker på, jeg ville kunne huske, hvad nogen af dem hed. De var ubetydelige. Dengang.

Den slags er jo socialt selvmord. Jeg kunne ikke se, hvad det var, han fik ud af det?

Men det er først derovre, det går op for mig, hvor galt det er fat. Det var den dag, hvor vi skulle sove i telt. Jeg var allerede begyndt at blive frustreret. Der går kun tre piger i vores klasse, og jeg blev uendeligt træt af at kneppe dem for længe siden. Der er ikke rigtig nogen af dem, der er gode huller. Og det var allerede et døgns tid siden, jeg havde fået noget sidst. Det var OK med ekspedienten på færgen, som jeg klemte op i en bås på dametoilettet og tømte mig op i. Men nu er det et døgn siden, og jeg begynder at trænge igen – og ude i skoven i et telt var det jo mere end sikkert, at jeg ingen chance havde for at finde noget. 

De andre er ved at slå vores telt op, og jeg kigger på. Der er et eller andet, der gør, at jeg ikke kan lade være med at holde øje med Morten hele tiden. Vi har det alle varmt og har smidt trøjen, men han har ligesom smidt alt undtagen underbukserne, og jeg kan ikke rigtig lade være med at kigge på ham. Sikkert bare fordi det ser åndssvagt ud. At han næsten er nøgen. For helvede hvor er jeg liderlig nu, der skal bare ingenting til. Det er jo ikke, fordi han ligner en tøs, men sikkert bare hans nøgne hud, der får mig til at tænke på en tøs, og straks er jeg ved at grave mig ud gennem mit buksestof. Hvilket kan være svært at skjule, når man er mig. Irriterende.

Vi sidder der omkring bålet. Det er mest mit eget slæng, der er tilbage nu. Det underlige er, at…hvad hedder han nu, ham der den lille ubetydelige fyr…Michael…et eller andet. Tange? Underligt at han sidder med os ved bålet, han ville normalt altid have gemt sig væk, inden nogen fx fandt på at stikke hans fod ind i flammerne eller gøre noget andet sjovt. Han sidder ligesom og rokker, som om der er noget inde i ham, der fylder alt for meget til at det kan være inde i hans lille, forhutlede krop.

”Er Morten og Jonas gået over i teltet?”

Det er ham, der snakker. Det lyder helt underligt, jeg har aldrig rigtig hørt ham danne en sætning før, jeg kender kun lyden af hans skrig. Man kan se på ham, at det her er noget, han har planlagt. Han næsten sitrer af spænding, da han prøver at lyde henkastet:

”Så er de nok ovre for at fortsætte, hvor de slap i går…”

Der bliver helt stille omkring ilden. 

”De troede, jeg sov, men det er jo lidt svært, når den ene smasker og den anden stønner…”