Jeg elsker min nye lejlighed. Efter alle disse år med SU og kollegieværelser og lejede værelser på stribe er det vidunderligt at kunne stå i en lejlighed, der ene og alene har mit navn på døren - og mit navn og telefonnummer i telefonbogen og på nettet registreret i forbindelse med adressen.

Jeg har fået styr på de store møbler, men ellers står flyttekasserne og danner et pixeleret bjerglandskab omkring mig. Jeg skal snart til at tage mig sammen og få paket dem ud, men lige nu skal jeg bare nyde, at disse rum er mine, og det er her, jeg uanset hvad i hvert fald bestemmer alt.

Det er en karré af ret nybyggede lejligheder, som består af to blokke, der er bygget relativt tæt op og ned ad hinanden. Nogle ville måske ikke bryde sig så meget om de store åbne vinduespartier, der gør det muligt at kigge ret direkte over til hinanden gennem vinduerne på aftener som disse. Men jeg må nu indrømme, jeg synes, det er ret fantastisk. Jeg kan ikke rigtig præcis sætte ord på hvorfor, men der er et eller andet, der faktisk er meget spændende ved, at jeg faktisk ikke rigtig ved, om der er nogle der følger med, når jeg går rundt, kommer ud af badet, laver mad osv.

Jeg betragter den anden bygning. Lader mine øjne vandre rundt mellem vinduerne derovre. Etagebyggeriet bliver i mørket forvandlet til en levende collage af de oplyste vinduer. I et rum er en dame ved at vaske op og i et andet er der fest. Som i et meget stort dukkehus kan man fuldstændig se, hvad der sker i alle de forskellige rum - se en masse, som ikke engang beboerne derovre ved om hinanden. Eller familiemedlemmerne ved om hinanden.

I en stue sidder et midaldrende ægtepar og ser fjernsyn. Der er noget interessant ved dem, selv om det ikke er så fedt at se. Selv om han burde slappe af og være neutral, så virker han anspændt og vredt stirrende ind i skærmen. Og hun ser ud, som om hun har meget svært ved at koncentrere som om tv'et, men i stedet bruger en del af sin opmærksomhed på at holde øje med, hvilket humør hendes mand er i. Jeg lader blikket glide forbi deres væg ind i rummet ved siden af stuen i deres lejlighed. Det er et værelse, men det er forholdsvist mørkt og lidt svært for mig at se derind, men jeg kan tydeligvis se, der er gang i noget spændende.

Jeg løber over og roder i et par kasser, før jeg endelig finder det, jeg leder efter. En teaterkikkert jeg stjal fra et teater i London for nogle år siden. Jeg løber tilbage og retter kikkerten mod det dunkle vindue.

Nu er det klart - og præcis som jeg fornemmede. Der står en ung fyr - sikkert deres søn. Han må være i den sidste ende af teenageårene, og ser faktastisk ud. Han har overrkroppen bar, og hans trods hans spinkle bygning er der alligevel markerede muskler at spore på hans overkrop. Hans hofter virker så smalle, at jeg næste ikke kan forstå, han kan have plads der til de kropsdele, der er nødvendige. Det mest fantastiske er hans hud. Den er helt gylden, og skinner næsten herover som en aftensol. Og han er ikke alene. Han er i armene på en lidt højere fyr af mere atletisk bygning.

De bevæger sig omkring hinanden med katteagtig forsigtighed. Det er meget tydeligt, at de ikke må høre det inde ved siden af.

De er et ufatteligt syn - og hvilken bonus at få min første nat i lejligheden. Mens de piller tøjet af hinanden knapper jeg bukserne op for at forbedre de nu trange vilkår, der er opstået dernede. Jeg slipper min pik ud og lader den ene hånd lege med den, mens jeg stadig kan bruge kikkerten med den anden, så jeg kan holde øje med dem. Jeg glemmer helt at trække vejret, da den gudeagtige søn derovre smider resten af tøjet og afslører den mest smidige, spinkelt harmoniske samling af lemmer, jeg endnu har set. Han pik er vidunderligt stiv og står som en tyk stolpe plantet dybt i en mørk samling hår ved roden.

I samme øjeblik den sidste sok er faldet, begynder han at kravle rundt på aleten og hive beklædningsstykker af ham, til han står nøgen midt i værelset. Han er også imponerende, men væsentlig mere muskuløs end den anden. Især hans pik er utrolig, og min yndling derovre er heller ikke sen til at anerkende det. Min pik vokser betragteligt i min hånd, mens jeg ser hele atletens tykke pik forsvinde ned i halsen på ham.

Og så stiller han sig op i vindueskarmen. Sikkert fordi højden på karmen, der skiller to vinduer, er god at læse sig op mod og holde fast i - men det giver mig et vidunderligt udsyn til hele forsiden af hans spændstige, tindrende krop. Atleten vokser frem bag ham, og lægger hele sin krop ind over ham og omfavner ham bagfra. Det ser fuldstændig ud som om han skriger, da atleten trænger op i ham, men at hurtugt kig ind i stuen, hvor der ikke er tegn til nogen form for ændring, afslører, at det var et fuldstændigt stumt skrig.

Først tålmodigt men meget hurtigt i et eskalerende tempo og brutalitet arbejder han sig selv op i ham derovre, og jeg stiger fikseret på dem gennem kikkerten. Jeg kigger fascineret med kikkerten hvordan yndlingens pik derovre ligesom vokser og løfter sig, hver gang atleten støder til. Så vandrer jeg kikkerten op over hans svedigt glinsende og gyldne vaskebræt og hans små knapagtige brystvorter.

Først da jeg flytter kikkerten op på hans ansigt opdager jeg, at hans øjne kigger direkte ind i kikkerten. Jeg slipper den forskrækket og gemmer mig bag gardinet, hvor jeg prøver at skubbe min pik ned i bukserne igen. Jeg kaster et flygtigt blik derover - og ser, at intet er forandret. De har ikke gemt sig, flyttet sig, ullet gardinet for. De knepper heftigt videre, og hans øjne er fortsat rettet direkte op mod mit vindue.

Et eller andet driver mig tilbage ud midt i vinduet, og jeg samler igen kikkerten op og ser på dem. Er fastlåst af øjnene, som borer sig hypnotiserende ind i mine, mens tyren bagved har lukket sine i koncentret nydelse.